Bork Vikingehavn



Velkommen til Bork Vikingehavn, stedet hvor vikingetiden bliver levende.
Her går vi 1000 år tilbage i tiden og viser hvordan livet på et handelssted kunne have udfoldet sig. Vikingeskibene er kommet igennem Ringkøbing fjord, op af åen og har lagt til anløbsbroen, for her i Bork sikrer selveste Kong Sven freden. Der handles med alt fra skønne stoffer østfra til Frankisk stål, fra slibesten hentet i Norge til trælle hentet i fjerne lande.
Ved havnen ligger nausten hvor der arbejdes på de skibe der trænger til en overhaling. I vikingegården kan du sætte dig i højsædet og fornemme stemningen omkring langilden, dog vil det nok være klogt at flytte sig hvis høvdingen kommer forbi og kræver sin plads. Du kan også bage dig et fladbrød hvis maven knurrer, handle med håndværkerne eller drage med i viking på en rotur gennem åen ud til fjorden.
En biograf og udstilling fortæller om vikingetidens Vestjylland og vores museumsbutik er fyldt med mange spændende varer inspireret fra vikingetiden.
Mange modige drenge og piger har siden åbningen af Bork Vikingehavn i år 2000 kunne fortælle vidt og bredt om deres møde med ægte vestjyske vikinger! Museets flotte bygninger er rekonstruktioner og er så vidt muligt opført efter lokale forlæg og materialer. "Havørnen" er et 17 m langt vikingeskib - en kopi af Gokstadbåden, som blev fundet ved Oslofjorden. I sommerens løb samt i efterårsferien kan du følge arbejdet i langhuset, gøre en handel på vikingeskibet, skyde med vikingebue og meget andet. Den 1. weekend i august afholdes hvert år et meget besøgt vikingemarked. På dette marked handles, kæmpes, rides og spises der, som for 1000 år siden. Familier og grupper kan overnatte i Langhuset.
|
Bork Vikingehavn |
